Hammertå

Årsag og symptomer:
Med alderen kommer der et misforhold mellem de muskler og sener, som skal styre tæerne. Ofte i relation til forfodsnedfald. Efter nogen tid skrumper ledbåndende og kapslerne omkring leddene, og det medfører gener i form af tå deformitet.

Forberedelse:
Vask fod og ben godt på operationsdagen. Du kan ikke selv køre hjem eller tage offentlige transportmidler. Hav smertestillende klar.

Operationen:
Foregår i lokalbedøvelse.
Under operationen fjerner man det led, som er bøjet og giver tryk. Leddet rettes ud og holdes evt. på plads med en metaltråd i 4-6 uger, tåen er herefter stiv. Evt. suppleres med forlængelse af strækkesenerne eller overskæring af bøjesenerne til tæerne.

Efter operationen:
På operationsdagen lægges en forbinding, som skiftes efter 2-4 dage.
Der udleveres en speciel hælsko, som skal bruges i mindst 6 uger og sikre at du ikke belaster den forreste del af foden.
Det er vigtigt at holde foden højt de første 2 døgn for at undgå blødning og
unødig hævelse.

Plan i øvrigt:
Dag 1: Operation.
Efter 2-4 dage: Forbindingsskift på klinikken (til plaster).
Efter 10-12 dage: Stingene fjernes her i klinikken eller hos din egen læge – husk selv at bestille tid til dette.
Efter ca. 4-6 uger: Kontrol på klinikken for at sikre, at alt er i orden. K-tråd fjernes.

Sygemelding:
Man skal regne med 6-8 ugers sygemelding, afhængig af erhverv.

Medicin:
Oftest er almindelig håndkøbsmedicin tilstrækkeligt.
Tablet Panodil 500 mg 2 tabletter, 4 dagligt.
Tablet Ipren 200 mg 4 tabletter, 3 dagligt.

Download (PDF)